|
Nye elever undrer sig sjovt nok IKKE over fodskamlen, når de bliver præsenteret for den i første lektion. Ved afprøvning finder de hurtigt ud af, at guitaren placeres bedre og mere behageligt med brug af fodskammel end uden.
Guitaristerne i starten af 1800-tallet eksperimenterede med forskellige siddestillinger, først og fremmest for at hænderne kunne arbejde optimalt på guitaren, og hermed frembringe den reneste lyd og de bedste toner.
Dionisio Aguado (1784-1849) benyttede et guitarstativ, som stod ved siden af ham (se billedet herunder), og Fernando Sor (1778-1839) forsøgte sig med at støtte guitaren på et bord - måske lidt bøvlet at have med på scenen ved koncerter. (se billedet herunder)
Carcassi (1792-1853) er afbildet med den tidligst dokumenterede fodskammel (se billedet herunder), og lige siden har fodskamlen været standard for klassiske guitarister. |
|
Fodskammel, støtte-pude eller støtte-stativ? |
|
For at modvirke den skævhed, der opstår ved brug af fodskammel, har man de senere år også konstrueret forskellige guitarstøtter, som enten monteres på guitaren, eller man lader guitaren hvile på dem. De placeres så på låret, og man får løftet guitaren op uden at benene fjerner sig fra gulvet. Dette giver altså en mere afbalanceret og ret stilling i kroppen. |
|
Fodskammel |
|
Aguado med guitarstativ |
|
Stillingen med fodskammel betyder at hånden kan danne en afslappet bue, og fingrene rammer vinkelret ned på strengene, hvilket giver den største kraft i anslaget og hermed den bedste tone. Da Tarrega (se billedet herover) senere i 1800-tallet udviklede støtte-anslaget (apoyando), var denne spillestilling en vigtig forudsætning. Stolehøjden er også af stor betydning for stillingen, og for om man sidder afslappet med benene.
MEN - fodskamlen indebærer også, at man sidder lidt skævt med ryg, ben og hofte, og for nogen kan det være anstrengende at sidde sådan i længere tid. |
|
Fernando Sor med bord |
|
Carcassi med fodskammel |
|
Tarrega med fodskammel |
|
Har man sådanne problemer, kan man prøve at sidde i den gamle spanske traditionelle stilling, hvor begge ben er plantet i gulvet, og guitarens nedre runding balancerer på højre ben. En stilling, som kræver lidt tilvænning, men som fungerer udmærket.
De tidligere flamenco-guitarister brugte ofte denne stilling. (se billedet af Montoya til venstre) |
|
De nutidige flamenco-guitarister sidder oftest med det højre ben krydset over det venstre knæ (se billedet af Moraito til højre).
Denne stilling er dog ikke velegnet til klassisk guitar, men fungerer fint til flamenco, hvor hænder og fingre arbejder på en anden måde. |
|
Carlos Montoya |
|
Moraito |
|
En fodskammel er ingen større investering og kan købes i de fleste musikforretninger. (se siden med links)
Den fås i 2 højder 10 og 13 cm. |
|
Man kan også få forskellige støtte-stativer, som kan spændes eller sættes fast med sugekopper på guitaren (se billederne herunder). |
|
Støttepuder i 2 forskellige højder |
|
Guitar spillestilling for begynder-elever. |
|
Sid langt fremme på en stol uden armlæn med guitaren på venstre lår. Venstre ben hviler på en fodskammel ca. 10-15 cm. høj. Højre fod hviler på gulvet. Læn kroppen lidt frem - med ret ryg, og lad guitaren støtte let mod brystet. Lad guitarens hals pege skråt opefter.
Det bredeste sted på højre underarm hviler på guitaren, og resten af arm og hånd ligger frit uden at berøre guitarens dæk.
Højre hånds fingre spiller på strengene over lydhullet, og kun fingerspidserne eller neglene berører strengene. Spil kun med fingrene - ikke hele armen. Underarmen og hånden danner en bue over strengene, så fingrene går lige ned på strengene. Lad tommelfingeren pege let ud mod gribebrættet og evt. støtte på det.
Venstre arms albue holdes afslappet ind mod kroppen. Tommelfingeren placeres på midten af guitarhalsens bagside. Fingrene går lige (vinkelret) ned på strengene. |
|
Støttepuden ligger på låret mellem ben og guitar (se billederne). Kan købes hos Hopf i Tyskland. |
|
Martin med fodskammel |
|
Helene med støttepude |
|
Støttepude |
|
Guitar- spillestilling |
